torsdag den 31. maj 2012

BIM-Camp 2012 med internationale ambitioner

Der er rift om pladserne, når danske og udenlandske parter i juni deltager i BIM-Camp 2012. Her kan de lade kreativiteten få frit spil i en dyst om digitalt byggeri og fremtidsscenarier på et højt internationalt niveau.
Af Sofie Carl, Teknologisk Institut.
Godsbanen i Århus danner fra 25. – 28. juni de optimale innovative rammer for BIM-Camp 2012, når det digitale sommertræf afholdes for fjerde gang. Som hidtil er campen arrangeret af Teknologisk Institut, Byggeriets Match og Kunstakademiets Arkitektskole og en række sponsorer, der ønsker at støtte op om den digitale udvikling i byggebranchen. På campen har konstruktører, arkitekter, ingeniører, studerende og andre professionelle parter i byggeriet nemlig en exceptionel mulighed for at erhverve sig de nyeste digitale kompetencer, og blive inspireret af oplægsholdere og eksperter på både dansk og engelsk. Arrangørerne forventer, at både danske og udenlandske deltagere griber denne enestående chance for at få et indblik i den nyeste software, afprøve det i praksis og forstå, hvorfor simuleringsværktøjer er afgørende for fremtidens byggebranche.
Læring, innovation og fremtiden for byggerietTemaet for BIM-Camp 2012 er læring, innovation og fremtidsscenarier for byggeriet med BIM, ligesom social netværksdannelse vægtes højt. Deltagerne har unik chance for at lære af hinanden og blive inspireret af oplæg om innovation og effektiv BIM-implementering, konceptuelt design og BIM, udveksling af data i BIM m.m. Den nye viden skal omsættes til innovative ideer i grupperne, hvor deltagerne arbejder med specifikke fremtidsscenarier af et samlet workflow baseret på en case, som de vælger ud fra egne kompetencer og interesser. Grupperne vil desuden få tildelt en ekspert, der kan hjælpe dem med deres innovative løsningsforslag. Alle deltagere har altså mulighed for at vælge det område, som de mener, er mest interessant og brugbart i deres fremadrettede arbejde.
Åben konferencedag for alleBIM-Camp bliver i år afsluttet med gruppernes præsentationer af løsningsforslagene og en åben konference for alle, der ønsker at høre oplæg af danske og udenlandske guruer inden for arkitektur og konstruktion. På BIM-konferencen vil der om eftermiddagen være stande og showrooms, som giver et spændende indblik i fremtidens byggebranche. Traditionen tro vil campen blive afsluttet på behørig vis med middag og fest, hvor vinderne vil blive kåret og belønnet med præmier til en værdi over 100.000 danske kroner. Her er mulighed for at socialisere med andre, som ønsker at støtte udviklingen i den digitale byggebranche og udbygge deres netværk.
Der er et begrænset antal pladser, så skynd dig at melde dig til. Tilmelding skal ske via e-mail til Asbjørn Levring på adressen: ale@teknologisk.dk senest fredag den 15. juni 2012 eller på www.bimcamp.blogspot.com, hvor du også kan læse spændende indlæg af arrangører, deltagere, oplægsholder og sponsorer både før og under campen.
Vi glæder os til fire innovative BIM-sommerdage!

For yderligere information
Asbjørn Levring, Rådgiver i digitalt byggeri (TI), tlf. 72 20 22 48, mail: ale@teknologisk.dk
Anders Hermund, Arkitekt maa, Ph.D. i anvendt 3D modellering og parametrisk formgivning (KADK), tlf. 40 15 78 71, mail: anders.hermund@kadk.dk

Ingen kommentarer:

Send en kommentar